Af uddannelse er jeg teknisk designer/konstruktør indenfor den drifttekniske byggelinje, hvilket jeg har arbejdet med en stor del af mit voksenliv. 
Min skolebasic er en realeksamen og nogle år efter endt skole en ma/fy på kursus.  

Som kunstmaler er jeg autodidakt, idet jeg ikke har gået på Kunstakademiet, Skolen for Brugskunst eller har en tilsvarende anerkendt uddannelse indenfor billedkunst. Men jeg har dog haft adskillige lange uddannelsesforløb indenfor dette.
En mere uddybende forklaring kan ses i menuen under 'Malerskoler'.

Min første sang på rim skrev jeg, da jeg var 12 år og mit første kærlighedsdigt, da jeg var 16 år. Med
pauser har jeg skrevet lige siden, sådan mest i det små.

Foruden digte og noveller har jeg skrevet og illustreret børnebøger, der bl.a. er blevet brugt til oplæsning i skoler. Somme tider har jeg skrevet lejlighedssange. Et juleeventyr (Nisse og Kogle) skrev jeg til Helsingør Dagblad, hvor jeg i december 2002  arbejdede som vikar med opsøgende journalistik.

Opfølgning 2. november 2019:
I 2005 var jeg for første gang på et kreativt skrivekursus i en uge på Ærø Højskole. Fra 2009 og indtil 2013 har jeg fulgt de forfatterkurser, der har været på Saxos digitale forfatterskole. Det var ti kurser, hvor vi fik vejledning og var hinandens betalæsere.

Mine nedfældede kreative tanker og idéer på papir og lærred skal betragtes som hobbies. Derfor er produktionen heller ikke kæmpe stor. Eksempelvis vandt jeg på et kursus første præmie med et julebillede, der skulle bruges til program, billetter og plakat til et biografstykke om julen. Billedet er i menuen 'Børnebøger' og under "Nisse og Kogle". 
I november 2011 var jeg med i en novellekonkurrence. Det var med "Jægeren" (står under 'noveller' i menuen), hvor novellen blev udvalgt som én af de bedste ud af 98 noveller.

Siden har jeg dog forsøgt mig som professionel, idet jeg har udgivet tre trykte bøger:
"Kriminoveller og andre historier til gys og hygge" er udgivet 2016
"Hannas verden - Ve' du hva'?" er udgivet 2017 (det er en børnebog skrevet på autentiske oplevelser fra min opvækst ved Greve Strand 1947-1950)
"Kosteskabet - for sarte sjæle med humor" er udgivet 2019. 
Jeg har ligeledes udgivet nogle e-bøger. Trykte bøger og e-bøger kan findes på www.saxo.com samt hos boghandlere.

For mig er det at skrive eller male ren fornøjelse. Jeg har fået udgivet lidt i aviser og har solgt en del af mine malerier samt nogle bøger, men jeg har aldrig for alvor forsøgt eller haft ambitioner om at leve af hverken skriverier eller malerier.


"Hannas verden - Ve' du hva'?" Hanna er fem år. Hendes bedste ven er Ole, der er hendes kat. Hun fortæller ham alting, og han går med alle vegne. Hjemme hos hende bor Ole, hunden Pia, hesten Bjørn, mor, far og en meget farlig edderkop. Hun fortæller også om sin legekammerat Jens, og om dengang hun gik i børnehave.