Far med søskende og deres familier samt hans forældre

Fars erindringer

 

Mit hjem


Af Peter Schmidt-Sørensen

Når man fra København kører ad Gammel Køge Landevej og drejer i sydvestlig retning umiddelbart efter at have passeret ”Lille Vejle Å” (deradskiller Ishøj og Greve kommuner. Red. ), kommer man efter en 10 minutters kørsel til en lille by, der hedder Hundie.
Selve byen er der ikke noget særligt ved. Den ligner alle andre sjællandske landsbyer med gadekæret midt i byen og sine stråtækte huse og gårde. Står man så ud af bilen eller af cyklen og går hen og kikker ind over de gamle hække langs gaden, vil man se det ene gartneri efter det andet, både drivhus - og frilandsgartneri.
Kører man videre ud af byen, går der en vej til højre, og et stykke nede på højre side ligger der et stort nyt hus indrammet af store gamle popler, birke - og asketræer ( huset blev senere revet ned for at give plads til forlængelsen af Godsvej til Ishøj. Red. ).
Denne idylliske plet af Danmarks jord er mit hjem.

For 3 år siden lå der på samme sted et smukt gammelt hus, stråtækt, med mos på taget, med bindingsværksmure og med små vinduer, hvor stueplanterne groede med så stor vækst og fyldighed, at der skulle ledes længe for at finde magen dertil.
Dette var mit gamle barndomshjem, men skæbnen ville ikke, at jeg skulle få lov at beholde det. I marts 1930 nedbrændte huset til grunden, og kun de store, gamle træer blev tilbage.

Der blev samme år bygget et nyt hus, hvor det gamle havde ligget, men det passer slet ikke ind i de gamle rammer. Det første forår, da træerne blev grønne, syntes jeg, at det var ligesom at "komme bort " , når jeg gik og så på huset. Dog kan jeg føle mig hjemme, når jeg kommer ned bag den store hæk, der danner skel mellem huset og haven.

Her er intet forandret, hvad det gamle angår. De samme læbælter står der endnu med store træer af alle slags. Men det smukkeste er dog de snorlige hække, der er klippet så pænt og lige, at man fristes til at antage dem for noget, der er lavet fabriksmæssigt.
Det er nu imidlertid min far, der hvert år har klippet, pudset og plejet dem i alle ender og kanter. Og ve den hest eller ko, der en gang imellem har ædt sig et lille måltid i hækkenes grønne løv. Helst skulle den da sætte af sted i galop, hvis den ikke ville risikere det værste, for min far, der ellers er en fredelig mand, bliver ganske ude af sig selv, når noget dyr eller menneske har været for nærgående mod hans "kælebørn " , som han kalder hækkene.

Går man så ned langs hækken og ned for enden af haven, vil man se et endnu smukkere syn. En lang række popler står langs skellet, og uden for dem løber Lille Vejle Å med sine store grønne bredder og det blanke vand langsomt glidende.
Selve åens leje går gennem langstrakte engdrag. Jeg har mange gange både som barn og også senere sammenlignet åen derhjemme med Jeppe Aakjærs "Krarup Å ", hvorom han synger: ”Der går en å i min faders eng”.

Efterskrift

Peter Schmidt -Sørensen har skrevet ovenstående om sit barndomshjem, da han var på gartnerhøjskole i 1933, hvor han har været 23 - 24 år gammel. Peter var halvbror til Johannes Sørensen, der var forfatter til to af foreningens gule hæfter, nemlig ”En Hundiedrengs erindringer 1 og 2”, hvor Johannes fortæller om sin barndom, skolegang, fritid og uddannelse og senere om sit arbejdsliv, bl.a. som selvstændig roeentreprenør.

Denne lille epistel har foreningen fået tilsendt af Peter Schmidt - Sørensens datter Anne Lilleager, som også har sendt os sin fars erindringer samt diverse billeder og oplysninger om sin far og hans 10 søskende.
Peter Schmidt - Sørensen byggede og boede i det højtliggende hus (Lillevangsparken 33), der stadig ligger skråt til højre over for Grevehallen.
Har du lyst til at læse ” Peter Schmidt -Sørensens erindringer” , så klik ind på dette link på internettet:
www.grevelokalhistorie.dk/pss.erindringer.pdf

Min fars barndomshjem bygget efter det gamle stråtægte hus brændte